Billede:
Overskrift:

Nye, stærke kompetencer i lufthavnens bestyrelse

Oprettet:
28-05-2021
Nyhedstekst:

Helge Munk, Carsten Aa og Lars Dam Jensen er netop trådt ind i bestyrelsen for H.C. Andersen Airport.

De tre stærke profiler skal med deres kompetencer være med til at opfylde de justerede strategiske indsatsområder omkring dronecenteret og erhvervsparken.


Lars Dam Jensen er kommerciel direktør hos Falck og har i den forbindelse det overordnede ansvar for blandt andet de droneprojekter, Falck udfører, Carsten Aa, direktør, LINDØ port of ODENSE, har med succes opbygget havnens erhvervspark, og Helge Munk har via sine investeringer i blandt andet to dronevirksomheder et indgående kendskab til både droneområdet og start up-miljøet. Og det er blandt andet de kompetencer, som de tre nye bestyrelsesmedlemmer skal bidrage med.


”Det er tre virkelig stærke profiler, som vi er glade for at kunne tiltrække i lufthavnen,” siger bestyrelsesformand i H.C. Andersen Airport, Kim Kenlev, og tilføjer:

”Med den nye bestyrelse får vi tilført nogle kompetencer, der virkelig styrker lufthavnen. Vi har en spændende strategi, hvor de tre nye bestyrelsesmedlemmer specielt kan hjælpe os med at trykke yderligere på speederen i udviklingen af vores nationale dronetestcenter og opbygningen af en mangfoldig og attraktiv erhvervspark.”


De tre nye bestyrelsesmedlemmer og det øgede fokus på dronetestcenter og erhvervspark er ikke et udtryk for, at flytrafikken bliver nedprioriteret. 


“Det er ingen hemmelighed, at dele af flytrafikken har haft det svært under coronapandemien, men det ændrer ikke på, at det fortsat er et strategiben, som vi skal udvikle på. Derfor skal de tre nye bestyrelsesmedlemmer mere ses som et udtryk for, at vi har haft brug for ekstra kompetencer for at kunne speede op på nogle af de andre vigtige områder i lufthavnen. Og så er det også et udtryk for, at vi ikke i samme omfang mangler kompetencer i forhold til at udvikle flytrafikken,” siger Kim Kenlev og tilføjer:


”Dronetestcenteret og erhvervsparken går hånd i hånd. Vores ambition er at skabe et økosystem inden for droneteknologien med forskere, operatører, producenter, offentlige myndigheder, private virksomheder og slutbrugere, hvilket skaber en attraktiv synergieffekt for små startups såvel som store internationale aktører – ikke kun inden for droneteknologien, men også al den teknologi, der læner sig op ad. Det vil også bidrage til at skabe fynske arbejdspladser.”


Ud af bestyrelsen træder Ole Bang Nielsen og Jan Falck-Schmidt, således, at den nye bestyrelse i H.C. Andersen Airport består af Kim Kenlev, Jan Mikal Lokhart, Peter Rahbæk Juel, Morten Andersen, Helge Munk, Carsten Aa og Lars Dam Jensen.

hca-sitemap.png

Lufthavnvej 131, DK-5270 Odense N | Tel: +45 65 95 50 72

Åbningstider: Mandag - fredag 08:00 - 18:00. Lørdag - søndag: 09:00 - 17:00

hha-logo2014